På den anden side
Der er gået et par dage siden DR’s “Krøniken” trillede over skærmen. Bloggen har ligget stille på grund af nogle tekniske problemer, hvilket har betydet at jeg ikke har kunne logge på. Det har dog ikke betydet, at bloggen har været død. Du har benyttet dig af muligheden. Min gode ven Andreas W. siger, at bloggen skal være en mulighed for dialog - og det er den blevet. Enten via comments her i bloggen eller reaktioner via mail.
Jeg sidder med min computer trygt summende på låret i sofaen, Tobias Trier traller ud i hovedtelefonerne og Istedgade summer hjemmevant et par etager længere nede.
Det er fredag, men stemningen i lejligheden har stemplet ind på søndag, og det passer mig helt fint. Den 25., og de følgende dage, har ligget badet i et surrealistisk skær. Jeg tror, at jeg er nået hele den følelsesmæssige palette igennem på de sidste par dage.
På de gode dage har vi 740 publikummer inde på Store Scene på Aarhus Teater. Den 25. december var antallet et lidt andet, og det fik en ellers nogenlunde veltrænet cirkushest til at glemme tid, sted, rum og navn. I skal have en kæmpe tak for jeres betænksomme SMS’er den aften.
Selvom stuen i den stråtækte idyl var fyldt godt ud, så føltes det virkelig ensomt at være der. Jeg mener, det var mig og mine nerver, forventninger, håb og absolutte frygt og ikke så meget andet… Et forløbigt højdepunkt på en rejse, der har varet 16 år indtil videre. Derfor var den næsten taknemmeligt taktfaste bippen fra mobilen en god påmindelse om, at jeg ikke var helt alene. Tak, tak, tak! 
I går kom de kulørte blade på gaden. Både Billedbladet og Se&Hør havde store interviews af undertegnede med i deres blade. Jeg er godt tilfreds. Billederne er fine og interviewsne er velskrevede og med et godt glimt i øjet. En god debut i mediekværnen. Derudover ringede Nyhedsavisen og skulle have en udtalelse i forbindelse med et indlæg om store og små teateroplevelser i 2006. Jeg var lige kommet ud af badet og fik vist rystet noget værre vrøvl ud i telefonrøret. Politiken har også haft ringet og skulle høre om jeg var glad for at julen var forbi. Øh ja eller ehh næh…hmm, det ved jeg altså ikke lige vel? Altså på den ene side og på den anden side! Ja ja - jeg lærer det vel nok en dag ikk’?
Nu er klokken slået Sticks n Sushi og selvforkælelse med kæresten og Mac’en skal på standby.
Håber du får nogenlunde det samme ud af bloggen, som jeg får af at skrive den!
De allerbedste hilsner -
Martin