Inden “Krøniken” og den dertilhørende opmærksomhed fra det samlede danske pressekorps lavede jeg en sponsoraftale med det danske tøjmærke Suit. Jeg får tøj af dem, går i det, laver interviews i det, sover i det, krænger det på kroppen, når lejligheden melder sig. Da aftalen er en såkaldt “win-win” situation får de, udover at jeg optræder i deres tøj, også noget ud af det. Det betyder blandt andet, at jeg er blevet deres nye ansigt på deres hjemmeside.
Klik dig selv et smut forbi Suit og se, hvad jeg snakker om. Siden er endnu under udvikling, så besøget vil utvivlsomt indeholde en portion formålsløs klikken på links uden indhold.
Håber at du får en tindrende tirrende tirsdag where ever you may be…
Martin
Posted by Martin Greis | 30.01.2007 | No comments
Den menneskelige fysiologi sammenkoblet med 5. sals udsyn på Frederiksbjerg i Århus kan afføde næsten nyreligøse oplevelser.
Netop det scenarie udspillede sig i morges da min blære (den menneskelige fysiologi) trængte til afladning. Stadig halvsovende stavrede jeg ned af trapperne fra soveværelset. Stuen var badet i solopgang og fra min spæde, men dog alligevel fuldt funktionsdygtige, tagterrasse øjnedes Frederiksbjerg tage strøet med resterne af nyfalden sne.
Min krop gik på standby og udtrykket “at stene” kom til sin ret, da jeg i noget som kunne minde om fem fuldfede minutter stirrede ud over udsigten. En svag kuldegysning mindede mig igen om den oprindelige plan for nedstigningen fra soveværelset.
Se det store i det små eller se det store i det umiddelbare - pseudolommefilosofi som dog i det her lille udsnit af firetyve timer kunne retfærdiggøres…
Martin
Posted by Martin Greis | 27.01.2007 | No comments
Tiden går og vi går med. Nogle af os bliver kastet afsted som løse buske i vinden i en twistet filmisk udgave af en amerikansk prærie i et mix af beton og store glaspartier. Andre igen trækker vejret, spænder livremmen ind og fokuserer på horisonten. Nogle igen trækker streger mellem predefinerede punkter som skaber deres helhed. Jeg bilder mig selv ind, at jeg gør lidt af hvert. Er ikke lænket til nogen, i min egen overbevisning, predefineret hverdagsgalej. Og dog… Dagene føles som værende sat på repeat. TO-DO listens nedkradsede flueben bliver ikke flere, men mere udtværede fordi det på grund af tilfældigheder, og ikke en bevidst planlagt handling, var dem der blev placeret først. Lav en kulstof 14 prøve på dem og den blå blæk på papiret vil tage dig mindst fjorten dage tilbage i tiden. Med indtørrede kontaktlinser bladrer jeg febrilsk igennem kranievæggens Mayland kalender på jagt efter udsving i rutinerne, men uden helt at kunne pege p forskellen mellem torsdag d. 11. januar og fredag d. 5..
Men nu har jeg Aarhus Teater heldigvis trykket på den røde velpolerede dødemandsknap og flået mig ud af hverdagens trumme-rum. Fredag d. 2. februar Gælder det premieren på “Nathan (uden titel)” i Aarhus Domkirke. En hurtig sammentælling på de ti fingrer min mor og far tildelte mig afslører, at der er otte dage til premieren. Det betyder, at jeg nu kan frafalde dagligdagens tanketomme rutiner og kaste mig hovedkulds ud i det der i teaterverdnen bliver kaldt for “opløb”. Opløb er lig med: Nerver, stress, intens mnemo teknik (den er god nok - det er sådan det staves!) og til sidst: Den totale forløsning - premieren.
Umiddelbart er nerver, stress og svedige håndflader ord eller tilstande som er negativt ladede, men for undertegnede er det det skud adrenalin der får skudt min indre cirkushest op i det sidste og afgørende gear inden premieren. Det er intenst og jeg eeelsker det!
Og med hensyn til cirkushestens næste optræden kan jeg kun sige: Glæd jer - det bliver anderledes!!!
Martin
Posted by Martin Greis | 24.01.2007 | No comments
Så har undertegnede klummeskriver været en gang igennem punk-maskinen i forbindelse med min næste forestilling “Nathan (uden titel)” på Aarhus Teater, premiere 1. feb., og ud er kommet en berlinerinspireret kampvognsbøsse med tydelige “Bladerunner”/Rutger Hauer referencer tilsat hård elektronisk musik fra Kraftwerk. Hvad man dog ikke gør for kunsten!!!
Posted by Martin Greis | 23.01.2007 | No comments
Fingerspidserne hamrer ned i MacBook Pro’ens hårdtprøvede tastatur og sveden pibler frem under hatteskyggen, smøgen sidder journalist kækt og danser med fastklemt mellem pege- og langefingeren. Jeg er i fuld gang med at skrive på min monolog, “Kursk”, som skal sættes op på Aarhus Teater til næste sæson. For jer der kunne være interesserede i et spædt indblik i skriveprocessen, løfter jeg her sløret for starten på monologen. Det er endnu kun et udkast, så forvent ikke at høre de eksakte ord som du her vil kunne læse, når du placerer dig i veloursæderne i sæsonen 07/08.
————————————
“Kursk”
I n t r o l y d: Havets brusen, kraftig storm, som i en lang kamerabevægelse dykker lyden nedunder havets overflade, stilhed, i stilheden høres den svage summen af motorer som bliver kraftigere, Kursk fødes i et lydinferno, man befinder sig i lyden som bliver brudt af en kraftig eksplosion krydret med sirener og rød alarm, igen stilhed, metal der giver sig, igen dykker lyden nedad, kolossen møder sandbunden og stilheden bliver altomsluttende, metallet bliver for et kort øjeblik medgørligt og giver efter for lyden som nu befinder sig i bugen af Kursk, vand der drypper ned og ud af alle sprækker, stilhed…
Et fragmentarisk lys går langsomt op og i et fjernt hjørne øjnes en sammenkrøben skikkelse. Lugten er et virvar af afbrændt hud og diesel.
Prøvende som i mødet med en anklaget finder vi Dimitrij i gang med at skrive sit brev:
“Kroppen går i stå, tiden ophører, kulden sniger sig ind under huden og sveden perler trodsigt frem. Ubåden er min skal og håbet min sprække. Som to uforenelige størrelser er mit fængsel mit hjem. Jernet der giver efter for trykket er min stemme og kulden i mine knogler er vejen. Hemmeligheden er min lykke og sandheden er mit savn. Jeg er på en gang stærk og samtidig urokkelig i min selvlede. Jeg rationaliserer det usammenhængende i min skæbne og drømmer om ting som aldrig bliver.
Væggenes fugtighed sætter sig i mine næsebor og baner vej for stanken af tung dieselolie og brændt hud. Torpedoerne som skulle være vores forsvar blev til vores banemand. At sprænge et hul i Moder Ruslands stolthed tager kun en brøkdel af et sekund. Og rædslens realtiter tager kun et øjeblik for at udfolde sig. Der er 9 sektioner i den sorte jomfrus bug. 1., 2., 3., 4., 5., 6., 7., 8. lever kun på de tekniske tegninger og i den allerede hullede hukommelse. Tilbage er kun sektion 9, som er blevet rammerne om vores liv og de sidste timer inden enkeltbilletten til den store eksamen hos Skt. Peter melder sig.
Jeg nægter at skyde skylden på andre end mig selv. Det var mig og min naive tro på vigtigheden af mit offer som lokkede mig ned på bunden af Barentshavet. Enhver ung mand med forstanden i behold ville blive imponeret og lade sig lokke af tallene alene. 18000 tons armeret stål fordelt over 154 meter med en topfart på 28 knob, 24 atomsprænghoveder som med et tryk på den røde knap betjent af Dimitrij Koleshnikov fra Vladimar Pavltovs gade 43, lejl. 412 i Volgograd ville kunne trække al ansigtsfarven ud af enhver amerikansk præsident og efterlade et uudsletteligt indtryk på den godtroende og fredselskende verdensborger.
Magten sidder for enden af fingerspidsen forbundet med flere tusind kilometer nervebaner. Nu er magten afløst af afmagt og nervebanerne gør hvad de kan for at lukke ned for enhver hudfold som ikke har en overlevelsesmæssig retfærdiggørelse.
Et stort tikkende ur som tæller ned. Sekunderne i uret bliver færre og færre og jeg griber grådigt efter hvert et sandkorn som glider ned igennem timeglasset. Jeg griber, men griber ud i luften efter uundgåligheder. Tidens alt for hurtige fremrykken giver påmindelser om de få tilbageværende plusgrader. Skriger påmindelser ud om de sidste mundfulde ilt som hver og en af de tiloversblevne 23 mand grådigt proklamerer som sin ejendom. Tankens kraft cirkler om et sløret indtryk af en demoraliseret og svækket mand som burde træde frem som et godt eksempel og lade medajlerne og graderne på uniformen skinne igennem. Men på bunden af livet er vi alle ens. Vi mærker kulden på samme måde, smager den kvalmende luft ens, drømmer, tænker, føler og ser de samme ting. Håbet og håbløsheden lever i et ukrænkeligt ægteskab her på kirkegården”
Posted by Martin Greis | 21.01.2007 | No comments
Udsigten fra køkkenet afslører et regnfyldt Århus og et stormomsust hav. Lige pludselig synes jeg dårligt om den globale opvarmning. Jeg havde ellers lokket mig selv ind i den illusion at den globale overophedning ville betyde subtropisk klima over de grønne danske enge og evig sommer eller alternativt forår. Men nej, billederne fra TV har løjet (igen), og sådan skal det altså ikke være…i hvert fald ikke lige nu.
Heldigvis er det at snakke om vejret kun en opstartsreplik førend man bevæger sig videre til vigtigere ting…
I går aftes var jeg i Aarhus Teater og se “Nick Cave”. En helt igennem fantastisk teaterkoncert med fordanskede og absolut ikke forvanskede udgaver af mr. Cave’s sange. Jeg kan, uden at tøve, proklamere at det er den bedste, jeg gentager - den bedste, forestilling jeg har set på Aarhus Teater i de snart 3 år jeg har været ansat på teatret. Universet var råt for usødet og scenen var sat i et gammelt og forladt hotel in the middle of fucking nowhere land, sporadisk beboet af voldspsykopater på flugt, en luder med hjertet det rigtige sted, en præst med djævlens hånd, voldtægtforbryderen styret af kødets begær, en kridhvid brud med struttende mave og det sorteste indre. Sangene blev fremført med genklangen af poesi og asfalt, og det rå mødte med en konfirmands bramfri blå mandags alkobefængte legeme det sarte og spæde. Når du, som publikum, var blevet tæsket med hård elektrisk tråd, blev du efterfølgende nænsomt aet på kinden af en hvinende poetisk og “lige-i-hjertekulen” poetisk sang. Salen grinede af det groteske og når det skrællede rene univers kom for tæt på, græd når man ikke kunne andet og kastede alt da spillerne og musikerne blev kaldt til fremkaldelse. Det var en rørende og overvældende aften i teatret. Så hvis du stadig har mod på at smage på livet, og hvis du bor indenfor en overskuelig radius af Århus, så gør dig selv den tjeneste at starte Ford Escort’en op og kom forbi teatret. Du vil ikke fortryde det…
Jeg udlodder en billet til den første som skriver ind!
Som Nick Cave ville skrige det med lungerne ud af munden og et diabolsk smil på læben når livet synes uretfærdigt hårdt: “Everyone who wants to die, raise your hand!!!” Nej vel? Grib chancen og kom afsted.
Med ønsker om en rigtig god torsdag -
Martin
Posted by Martin Greis | 18.01.2007 | 1 comment
Så kom dagen, hvor jeg fik familien Greis’ nyeste tilføjelser at se. På stue 16 på Hvidovre Hospitals fødeafdeling lå to dyneomsvøbte jesusbarnkloner i en dobbeltkrybbe og hyggede sig.
Jeg må vedkende mig min følsomme side og indrømme, at jeg blev meget rørt. Det var fantastisk at se min søsters transformation. Fra ambitiøs storesøster med dyrelægestudiet og latinske gloser present 24/7/365 til kærlig mor med en udefinerbar, men absolut fredfyldt og kærlig, aura omkring sig som virkelig klædte hende. Og transformationen var forståelig. De to gutter, Villads og Valdemar, var fantastisk søde. Ikke at de sagde og gjorde så meget væsen af sig, men i al deres lidenhed (som HC Andersen ville ha’ nedkradset det) gjorde de et stort indtryk på undertegnede klummeskriver.
Jeg glæder mig til, at de kommer hjem fra sygehuset, kommer i skole, kysser deres første pige, afslutter gymnasiet, lever livet og nyder vejen.
Jeg har truffet en beslutning om, at ligegyldigt hvad de finder på, så vil jeg altid være den bedste onkel i nabolaget.
Martin
Posted by Martin Greis | 15.01.2007 | 1 comment
Min søster har været en smuk udgave af hangarskibet USS Nimitz de sidste mange måneder. Inde i hendes mavse har der ligget to små drenge og bokset rundt og spilet maveskindet til utrolige størrelser. I aften er de kommet ud i guds fri natur - eller mere præcist - Hvidovre Hospitals fødeafdeling. Fødslen gik godt og de to drenge, Villads og Valdemar, fik af jordemoderen 10 ud af 10 på babyskalaen. Jeg er pavestolt og glæder mig til at blive verdens bedste onkel.
Tillykke Maria, Bo, Villads og Valdemar fra Onkel Greis!
Posted by Martin Greis | 10.01.2007 | No comments
Det er utroligt, hvad en enkelt udtalelse kan føre med sig.
I et interview med Her&Nu i denne uges udgave, er jeg citeret for, at jeg aldrig har givet en autograf. Det er dog en sandhed med modifikationer. Jeg har tidligere, ved hver en lejlighed faktisk - nogen gange måske en smule anmasende (undskyld!), givet autografer - MEN ikke pga. af min medvirken i “Krøniken”…endnu.
Med andre ord: En storm i et glas vand, som Go’ Morgen P3 har besluttet sig for at tage op i morgendagens udsendelse. Jeg er på kl. 7.15, så stå tidligt op, hvis du vil ha’ afslutningen på denne spændende sag!
Martin
Posted by Martin Greis | 10.01.2007 | No comments
Indtil videre har Krøniken med rette været den store overskrift dels her på siden og i bloggen og ikke mindst i mit liv. Det har været en helt igennem fantastisk oplevelse indtil videre, som jeg ikke ville være foruden. Folk omkring mig - venner, familie, kollegaer, perifære bekendtskaber samt folk på gaden har givet mig så meget positiv feedback oven på de to afsnit i “Krøniken”, at det har været svært at tage en beslutning om man skulle tage i mod med et smil eller løbe skrigende bort og kravle ind i sig selv i et anfald af infantil forlegenhed…
Jeg er blevet og har taget i mod med et taknemmeligt smil. Nu er jeg dog også klar til at lade hverdagen melde sig igen.
Jeg medvirker i et fantastisk kompliceret stykke på Aarhus Teater, “Nathan - uden titel”, som kræver al tiloversbleven hjernekapacitet for at lade sig overskuelighedsgøre - det er vist et nyt ord til retskrivningsordbogen, men det dækker nogenlunde præcist, hvad jeg desperat forsøger at få fat i.
Det er mit liv på denne side af tastaturet på en globalopvamningsmandag med udsigt til nye danske kartofler lige om hjørnet. Hvordan går det i dit? Fortæl fortæl og lad bloggen komme til sin ret.
De bedste hilsner -
Martin Greis
Posted by Martin Greis | 08.01.2007 | 1 comment
— Next Page »