I et kort flashback til de glade dage i folkeskolen, hvor ens tøj duftede af skyllemiddel fra Bamseline og det at kysse var ligeså stor en ting som første gang man cyklede uden hjælpe fra hverken forældre eller støttehjul, kom jeg til at tænke på, hvor meget jeg skylder min gamle folkeskolelærer Poul Larsen. En lærer i ordets/jobbets oprindelige forstand med en næsten overmenneskelig evne til at udstå den dommedags-agtige lyd fra 27 unger på speed, E og rygeheroin i fuld gang med at tæve livet ud af fløjter, guitar, trommer og xylophoner i alle størrelser.
Igennem vores skoletid på Pontoppidanskolen i Broby lærte han mine venner og mig at elske og, i vores egen overbevisning, virkelig forstå kernen i det at spille og lave musik - hvilket i hans, og derfor også vores, overbevisning var lig med The Beatles, The Rolling Stones, The Who, Bruce Springsteen og i de senere år af folkeskolen det danske pop/softrock band catchy omkvæd extrardinaire Big Fat Snake.
Det leder mig tilbage til min oprindelige tanke. Mig og min gamle ven fra way back when, Ulrik Aagaard, bandt en knude på sløjfen forrige sommer og gik i gang med at skrive, indspille og redigere nogle sange vi havde flækket sammen under bandnavnet Amadant Lee. Da vi i horisonten havde spottet vigtigheden af det for os nyligt opståede fænomen, web 2.0, lancerede vi en Myspace side. På siden ligger vores musik klar til download eller via af vores online musikbutik, Amadant Lee Online Musicstore (ALOM), vi har 933 venner, 7000 mennesker har hørt vores musik, og vi har fået en masse fantastiske reaktioner på det vi har siddet og brygget sammen. Alt i alt kunne vi ikke være gladere.
Tag fem minutter ud af din sikkert travle kalender og klik forbi på det nedenstående link. Skru op for dine højtalere, sæt dig godt til rette, og se eller hør om du kan spotte nogle af Poul Larsens og xylophon infernoets tidlige indflydelse…
Weekenden har været præget af et udsvævende liv iført alkoholprocenter i de øvre grænser af det fysisk mulige. Eksperimenterne har stået på først i Århus og dernæst i Odenses natteliv.
Søndag aften kom jeg hjem med en dundrende hovedpine og med en mave, der efter en gang repulsion af de før nævnte alkoprocenter, var ganske tom fra Odense. I et splitsekund af naiv tiltro til mit køleskabs indenhold åbnede jeg det store køleskab i jumbo XXXL klassen for dernæst at blive grinet lige op i ansigtet af en gennemtør daggammel hollandsk emmenthaler - nedtur!
I ren og skær desperation og jammer fra maveregionen rev jeg døren til fryseren op, rodede febrilsk mellem frosne ærter, grønsagsblanding og æbleskiver fra forrige jul - og der, godt gemt under noget ubestemmeligt i en frostpose, lå et lille spædt hvidløgsbrød. 1,2,3 - ovnen op på 220 grader, varmluft, brød ind i de lune omgivelser. 12 minutter senere og der stod det dampende vidunder og duftede herligt. For ligesom at peppe det visuelt triste udtryk op, arrangerede jeg et par let gullige ruccola blade fra bunden af grøntsagsskuffen i køleskabet på tallerknen. Den rent smagsmæssige oplevelse var hurtigt overstået, og mætningsprocenten var heller ikke imponerende. Men nuvel - det gjorde, hvad det skulle og jeg blev tilpas, hvidløgssmør fedtet og mæt.
Nu vil jeg købe hvidløgsbrød i Føtex og gemme og glemme dem strategisk i fryseren til en anden god og tømmermændshærget søndag aften. Et tip fra mig til dig!
Til jer der tjekker bloggen i ny og næ, kan jeg kun sige: “Undskyld”! Jeg har simpelthen været fire tusinde steder - i mit hoved og rent fysisk. Det er blevet omformet til en forsømmelse af min ellers forholdsvis flittigt brugte blog. Nu vender vi tilbage til ti-finger systemet og den normale skriveflittighed!
Det er blevet torsdag nat og for et par dage er Heibergsgade i Århus skiftet ud med Istedgade i København.
To etager under mig glider trafikken stadig - en skyndsom blanding af taxaer og en del BMW 323i’er med brede fælge og buldrende anlæg. Larmen fra bilerne blander sig med et tilfældigt råb i ny og næ. Det er på en måde meget befriende, at Istedgade og Vesterbro, til trods for en kraftig ansigtsløftning igennem de sidste år, stadig lever som den altid har gjort - om natten. Hurra for det!
Et lille uddrag af en dialog på grænsen til monolog, som jeg hørte i aftes i Skydebanegade mellem en lettere alkoholiseret mand og en parkeret motorcykel:
Fuld mand med trækvogn: “Så kommer du kørende på din motorcykel og larmer. Møg bølle!”
Motorcykel: (intet svar)
Fuld mand med trækvogn: “Møg bølle med benzin!”
Motorcykel: (intet svar)
Fuld mand med trækvogn: “Du larmer så tænderne rasler”
Motorcykel: (knirker)
Fuld mand med trækvogn: …
Motorcykel: (intet svar)
Fuld mand med trækvogn: “Nu skrider jeg, så må du ha’ det så godt”
Det er enkelt og smukt and pure good stuff.
Overskriften til dette blogindlæg hedder: “Forsømmelse og frustration”. Forsømmelsen har vi været omkring - tjek! Frustration er en helt anden og på mange måder mere vidtrækkende satan. Udover at være en del af overskriftens ordrim, så er det også en del af der, hvor jeg befinder mig lige nu.
Udgangspunktet er et luksusproblem. I og med “Nathan (uden titel)” kun spiller man., tirs., og fredag, så er jeg efterladt med en ordentlig portion fritid, som jeg forvalter efter bedste evne (jeg er et dedikeret b-menneske, så du ehmm du ved, hvad det indebærer ikk’?!). I de vågne minutter af min fritid, så kan tiden udnyttes til at gøre foreløbig status på karriere, livet + alt det midt i mellem. En helt igennem sund og nødvendig beskæftigelse efter uoverskuelig lang tid med sømmet i bund og vind i håret.
Det skal ikke være nogen hemmelighed i denne blog, at efter min medvirken i Krøniken har jeg fået blod på tanden i forhold til at arbejde mere med TV og film. 98,7 procent af det arbejde foregår i København. Det er i og for sig fint nok. Jeg har ingen problemer med de tre timer i toget. Min metier er at være skuespiller, og hvis det betyder, at jeg skal sidde tre timer i et tog for at udføre mit arbejde, så er det helt okay med mig. Det er med andre ord mit problem, at jeg har bosat mig i Århus og arbejder på byens teater - ikke filmselskabernes. Når det så er sagt, så er jeg samtidig bevidst om, at den del af skuespillerfaget som hedder “networking” ikke foregår i Århus, men over en håndlunken bajer på Andy’s på Gothersgade kl. 5.30 onsdag morgen. Der sorterer jeg helt naturligt mig selv fra og sådan er det! Det er dog et problem, hvis grundlaget for arbejde i min branche hedder 90/10 i netværksopbygningens favør med kun 10 procent tilbage til talentet.
Jeg er utrolig glad for mit arbejde på Aarhus Teater. Det er virkelig et privilegium at være en del af Aarhus Teaters galoperende succes i øjeblikket. Det er udfordrende og lærerigt. Samtidig er der den evigt nagende ambition om at få koblet de to ting sammen. Det bedste fra teatret med arbejdet i TV og film. Det er der jeg står lige nu - uden noget reelt svar på spørgsmålet om de to ting kan forenes. Deraf frustrationen. Jeg håber, at tågen letter over den næste måneds tid, og at nogle af de skibe, som jeg har sat i søen kommer tilbage med svar på mine spørgsmål.
Indtil da vil jeg gå og hygge mig med min, skal vi kalde det, konstruktive frustration. For som mit mantra siger på repeat: “Tænk i mulighederne frem for begrænsningerne”…
Mange har allerede besunget web 2.0’s (youtube, myspace etc.) snarlige død og udviklingen af internettet til web 3.0 - hvad end det så dækker. Min kære ven, Andreas Weiland, har ligefrem taget fremtiden i egen hånd og lagt beslag på opfindelsen af web 9.0 på hans blog, busto.dk/blog.
Jeg red på bølgen med web 2.0 og nærmere betegnet Myspace. Det gav mit lille musikprojekt, Amadant Lee et tiltrængt nyt pust og i samme åndedrag oprettede jeg også min egen personlige profil: myspace.com/martingreis, men så blev det hele en liiile smule trivielt og tidsrøveren blev glemt for et stykke tid.
Men nu da jeg i øjeblikket er velsignet med kun at spille man., tirs. og fredag aften og samtidig har prøvefri om dagen, har jeg haft tid til at genopdage web 2.0’s herligheder. Nu er jagten på nye friends, comments, messages, blogs, billeder, videoer, adds gået ind igen - og det føles helt igennem dejligt at komme hjem igen til den store tidsrøver - og for gentagelsens skyld - web 2.0!
Er du blevet interesseret? Har du lyst til at finde ud af, hvad jeg fabler om? Hvil du selv add’es, få comments og messages, så klik her og hils på mine datavenner: myspace.com/martingreis.
Selv Bush og Cheney har fattet ideen med hjælp fra K-Fed…
Jyllandsposten smækkede fem stjerner på disken, Aarhus Stiftstidende fulgte trop med ligeledes fem styk og Børsen og Lars Wredstrøm strøede seks stjerner udover herlighederne i Aarhus Domkirke. Nu melder Politiken sig på banen, lidt under gennemsnit med fire stjerner eller hjerter. Læs anmeldelsen i sin fulde længde her: Politiken.dk, hvori undertegnede klummeskriver blandt andet bliver benævnt som værende “hypnotiserende”. Måske et alternativ til skuespilleriet?
Her er et link til et interview jeg, hånd-i-hånd med Nis Bank-Mikkelsen og Christian Lollike, gav til JyllandsPosten i forbindelse med Nathan (uden titel) på Aarhus Teater.
Interessant? Måske… To klik med musen og du er fremme? Helt sikkert… Hvis du vil vide mere?Damn right!
Det står i jobbeskrivelsen til det at være skuespiller, og på nuværende tidspunkt udspiller det sig i øjeblikket med al tydelighed hos ydmyge mig. Premierenerverne er i fuld gang med at pumpe adrenalin ud i kroppen og fin-tune apparatet til to timers intellektuel tour de force i Aarhus Domkirke. De er helt igennem uundværlige og alarmerende pinagtige.
Jeg glæder mig til premieren og ikke mindst den helt fantastisk velsmagende premiereøl når kampen er overstået…
Send en lille portion god karma til undertegnede og de andre på holdet omk. kl. 19.30.
De bedste hilsner og med rystende ti-fingersystem -
