Klokken er 23.00 og det sidste IC3-tog ud af Århus sætter sig i bevægelse. Jeg
er på vej til København og en formiddagsaftale hos mine agenter hos Teamplayers.
Anledning er, at Teamplayers drager afsted mod Los Angeles i starten af oktober i forbindelse med et stort anlagt salgsfremstød for den danske filmindustri.
Teamplayers er blevet inviteret med som det eneste agentbureau fra Danmark.
Det giver os 14 teamplayers en unik platform for at få solgt talentet in The City of Dreams.
Vi skruer æggeuret 12 timer frem og flytter lokationen til Teamplayers kontorer på Frederiksberg. Jeg er i fuld gang med optagelserne til en lille præsentationsfilm til de store castere i L.A. Storsvedende badet i projektører og med den sympatiske amerikanske voice coach’s råd og retninger i baghovedet går jeg i gang med at sælge produktet. Mig. Tre linier nede stopper mr. Voice Coach mig og gør mig opmærksom på at sælge produktet og ikke nedgøre min karrieremæssige succes. ”Americans love good positive stories about succes Martin. Don’t do what most danes do and neclect it all. Emphasize it!”
Jeg retter ind og gør notater. Kameramanden gør mig opmærksom på begyndende svedpletter under armen og instruktør Jørn Fauerschou tager resolut skjorten af, rækker den til mig og afslører en stor tusch på højre overarm.
”Forestil dig, at du sidder på en café og overfor sidder din bedste ven, kameraet. Fortæl din historie og slap af”. Som dug for solen forsvinder det kunstige setup, og jeg finder mig selv siddende på en dejlig café i Montmatre. Nu flyder ordene, jeg har overskud til at smile med både øjne og læber og levere den forberedte salgstale med selvfølgelighed, charme og selvtillid. Holdet bag kameraet er glade og det forplanter sig til nedenstående bloggist. De 30 min. er gået og materialet er i kassen.
Nu skal min præsentation klippes sammen og sidenhen, forhåbentlig, åbne portene til The Promised Land op på vid gab. Vi her i firmaet (det vil sige mig!) krydser fingrer for succes, og konstaterer samtidig hvor meget af min profession der er hængt på netop det at kunne drømme og tillade sig selv at konkretisere drømmen, hele tiden at sætte baren højere end du troede muligt. Det er den eneste vej frem. Kursen er sat og V8 motoren er varmet op.
Fingerspidserne hamrer ned i MacBook Pro’ens hårdtprøvede tastatur, og sveden pibler frem under hatteskyggen, smøgen sidder journalist kækt og danser fastklemt mellem pege- og langefingeren. Smøg nummer fire fra den blå pakke King’s sender røgslør ud i det dunkelt oplyste kontor. Røgen blander sig med jazzen fra DAB radioen og giver mig associationer til en 1950’er film noir.
Eneste mislyd i dette ellers stemningsmættede billede er bunken af udklip fra diverse aviser i den forgangne uge, som hober sig op på skrivebordet. Talløse arktikler med næsten samme ordlyd og slåen på tromme for og imod regeringens nye rygeregler.
En journalist omtaler sit afsluttede storpulsende selvmord og følger altså trop med de omvendte. En anden tager udgangspunkt i civil ulydighed på en københavnsk beværtning, hvor rygeforbudet med klokkeklar retorik bliver hilst hen, hvor pebret gror.
Vinderen af dysten er dog overskriften med den fængende ordlyd: ”Det stinker af prut”. Intervieweren er taget til Irland og har interviewet menig mand om livet efter regeringens indgriben i tobaksforbruget.
En af de mere positive historier kredser om begrebet smirting, som er en afart af en af brug-og-smid-væk samfundets mange spændende afkast, speeddating. Smirting går i al sin enkelhed ud på, at du med lighter i hånd opstøver medrygere udenfor pubben, diskoteket, restauranten, eller hvor du nu befinder dig.
Her må vi lige fæstne fokus ved lighteren. Det går altså ikke at hive sin enganglighter eller noget andet billigt bras frem. Den skal være sølv-, guld- eller platinbelagt, gerne med lidt glitter-sten. Havde sådan en lighter nu været tiltænkt lavprofilsfælge, så ville det helt sikkert også have været budt velkomment.
Med en kæk bevægelse gælder det så om at hive lighteren op af lommen med galant selvfølgelighed, og, mens den udkårne i løbet af otte-ti minutter får pulset sin cigaret færdig, have opnået en plads på balkortet og et ekstra telefonnummer på mobilens SIM-kort.
Se, det, synes jeg, er et genialt afkast af rygepolitkken. Der sidder nok ensomme mennesker derude i velfærdsdanmark til, at enhver given lejlighed for det der ubestemmelige øjeblik af tiltrækning og sommerfugle i maven skal have de allerbedste muligheder.
Det negative afkast af dette rygeforbud er dog knap så flatterende som kærlighedens tilfældige titten frem under otte minutters smirting. Nemlig den nu fremadstormende tydliggørelse af kroppens forskelligartede duftnuancer.
Vi mennesker sveder, bøvser, prutter ligeså meget vi kan komme afsted med det. Det er en del af det at holde maskineriet i gang og alt det der. Desværre har det jo den grimme sidegevinst, at det lugter.
Her er det irske broderfolk vågnet op til noget af en overraskelse: Uden røgens camouflering stinker der af prut! Det er så her, man begynder at tænke sig rigtig godt om. Og vi mennesker er jo som bekendt voldsomt kreative. Derfor er der allerede nu idéer fremme om wunderbaum-inspirerede installationer, som kan afhælpe lugten.
Men her ramler vi så lige lugt ind i et andet problem. Wunderbaum eller andre fremstillere af syntetiske dufte har vist aldrig fået svanemærket eller det kære danske øko ø. Derfor må man vel spørge sig selv om, om vi ikke står over for et helt nyt dillemma – dø af letsværtede lunger og dertilhørende følgesygdomme eller vælge den alternative billet med eksem, astma og andre hyggelige sidebeskæftigelser.
Jeg tror, jeg vender tilbage til King’s pakkens femte smøg, men som et forsøg vil jeg tage sko på og drøne de fem etager ned på gaden og tænde den med en skinnende blankpoleret Zippo lighter. Hvem ved? Måske smirting også gør sig gældende på en tilfældig mandag aften i sensommerdanmark?
Kenneth Plummer var ude og lufte sin nye t-shirt forleden. Her kan man ikke andet end at lette på hatten for den nye generaldirektør. Han har virkelig klaret opgaven til UG+ med at træde ud af tågerne fra Christian Nissens evigt tændte snadde og sætte sit eget umiskendelige aftryk som den nye mand i sædet.
Nu er Kenneth Plummer dog ikke den eneste derude, der mere eller mindre åbenlyst udtrykker sin støtte til Ungdomshuset. Det er stadig trendy og en lille smule in at holde med de hætteklædte top-anarkister med pyromani som sidefag.
Men helt ærlig; Grøn mand gå og i det her tilfælde rød mand STOOOP!
Der er ingen tvivl om, ikke i mit socialistisk velkonsoliderede og forstående hjerte i hvert fald, at Ungdomshusets brugere havde en god sag inden politiets rydning af nummer 69. Men da den første brosten blev kastet og den allerførste skraldespand blev væltet ud på gaden fyldt med aviser og benzin med dertilhørende meterhøje flammer, skød de sig selv godt og grundigt i foden.
Kære aktivister, Frustrationen over den lidet tiltalende Ruth fra Faderhuset og politikernes fordækte dobbeltspil kan ingen klandre jer. Den er og var I i jeres gode ret til at ytre og udleve. Men at vende skytset mod jeres egne naboer og give den fortsatte dialog et los lang pokker i vold ud af kommunen gav ikke ligefrem mulighederne for et nyt ungdomshus en kinamands chance. Og lad nu ikke naiviteten tage overhånd; Hvis ikke dialogen kommer i første række, og det er til trods for tidligere tiders fejlslagne forsøg, så bliver et nyt ungdomshus kun ved den fortsatte våde drøm. Brostenene må lægges tilbage i fortovet og I må pænt gå rundt til handelstandsforeningens medlemmer og sige undskyld for tort og svie.
Jeg har i øvrigt aldrig rigtig forstået, hvorfor det skulle gå ud over jeres eget kvarter? Kun meget meget dumme typer af vores bevingede venner skider i egen rede så flot og eftertrykkeligt som I har gjort det i det her tilfælde.
Hvis jeg havde været koordinator på den her kampagne, så ville jeg ha’ gået undercover og i ly af skjorte og slips have tilbagelagt de fire en halv kilometer ind til Københavns Rådhus og så have fyret op for knuste ruder og bemalede budskaber der. I valgte en anden plan, som siden viste sig at være en strategisk brøler. I satte ild til jeres eget fort, inviterede fjenden indenfor på te og kringle og lod frustrationerne over jeres dundrende fiasko gå ud over jeres ellers empatiske og trofaste allierede på Nørrebro.
Nu trak jeg fri-nummer til min session og har derfor ikke andet end en pseudo og computerspilsinspireret ide om militære strategier und so weiter, men det virker altså helt igennem dumt.
Sorry kære venner! Det kan godt være, at I ikke gider at være en del af det her samfund, og det er der vitterligt ingen der kan fortænke jer i (Fogh din underfundige friværdisforherligende drømmer-type! Glem ikke den lille mand på gaden og Maren på 85 år, som sidder mutters alene nede på 2. med TV’et som sin bedste ven og en langtfra ernæringsmæssig korrekt frabriksfremstillet tre retters menu foran sig. For slet ikke at glemme den ungdom som du er ved at frarrøve enhver chance for åndfuldhed og individualitet i folkeskolen). Men for at I kan opnå den luksus, må I tage udgangspunkt i de spilleregler der gælder for det samfund som I, alting til trods, er en del af. Læg det infantile og naive på hylden, fej gaden for knuste glasskår, tag bowlerhatten på og tryk Ritt i næven. Hun er uden tvivl tynget ligeså meget af spin som resten af Danmarks befolkning af magtsyge politikere, men hun er jeres bedste kort lige nu, og det kort skal spilles rigtigt.
Jeg letter på hatten for Plummers hittepåsomhed og sætter flaget på halv stang for projekt Ungdomshus. Fremtiden ser desværre dyster ud med mindre I ryster posen og kommer op med et alternativ til bål og brand.
Der findes ting i livet, som appelerer til logikken i vores snørklede sind. To plus to er fire og i den dur. Så findes der i den anden ende af spektret ting, hvor man må stoppe og udbryde et højt: ”Hva’ fa’en er meningen?!”
En af de situationer er lige indtruffet her i lejligheden på 5. sal. Under tilfældig tanketom internetsurfing kommer jeg et smut forbi Politikens hjemmeside. På forsiden er en artikel som omhandler Nordpolen. Enhver som har fulgt en lille smule med i nyhederne det sidste års tid vil have noteret sig, at Moder Jord er gået i overgangsalderen og har det forbandet varmt.
Men som i så mange andre situationer, så har vi en overraskende god evne til at forklejne realiteter og klemme øjnene så hårdt i, at beviserne og virkelighedens grufuldhed forsvinder som dug for solen.
Men nu må det altså være tiden at stoppe op og sætte foden ned. Ifølge artiklen på Politikkens hjemmeside, mener forskere at Nordpolens iskappe vil være forsvundet i 2030. 2030!!! Det er altså lige om lidt kære verdensborger, metropolit, storforbruger og benzinslugende friværdisbetalt SUV trafikant.
En ting er tidshorisonten, noget andet er konsekvenserne. Vandstanden vil stige, vi får det varmere (indtil videre har den globale opvarmning dog skuffet på lige det punkt, men bare rolig – det kommer) og nye dyrearter vil dukke op i den danske fauna. Det leder mig direkte over til en historie, som dukkede op for nogle uger siden omhandlende en hvidhaj i engelsk farvand. Det blev senere, af marinebiologer, afvist som værende en journalistisk and. Men billedet eller skrækscenariet står knivskarpt: Menneskeædende hajer i lystig jagt på tyske turister fra Rømø til Skagen.
Indrømmet, jeg hader hajer. Jeg synes, at de er noget af evolutionens mere ækle afkast, og det til trods for flere forsøgsvis aftraumatiserende programmer på Discovery Channel om hajer, hvis budskab, fortalt af en solbrændt marinebiolog fra Californien, er, at hajer faktisk er søde og rare og ganske fredsommelige.
Jeg køber den ikke! Hajer er blodtørstige, snedige, kyniske vanvidsmaskiner med kun en eneste lyst i livet: Kill, kill and kill some more.
Derfor mener jeg, at vi skal tage os lidt sammen og støtte op om begrebet den politiske køber. Den politiske køber går ikke efter devisen mere for mindre, men kigger på begreber som fair trade, økologi og andre fodformede, men helt igennem fornuftige, betegnelser.
Danmarks største importmarked er Kina. Det kan næppe komme bag på nogen, og hvis det gør, så kig lige hytten igennem. Lur mig om du ikke finder de første 64 ting med ”Made in China” påstemplet.
Jeg har intet i mod Kina som sådan. Min lokale grillmand er f.eks. fra Kina. Han er utrolig flink, og giver mig altid gratis ketchup til mine pomfritter. Men jeg har noget imod børnearbejde, ukritisk udledning af drivhusgasser, CO2 og andet ækelt stads. Og bare fordi ungernes møjsommeligt gravede hul ude i haven ikke er dybt nok til at nå ned til kineserne, så betyder det altså ikke, at deres forurening ikke bliver vores hovedpine.
Vi klipper tilbage til Nordpolen. Danmark er i fuld gang med, sammen med andre lande, at kræve sin ret til undergrunden under Nordpolen. Vi skal udvinde gas og olie til den store guldmedalje. Rusland brillierede i forrige uge ved at sende en mini-ubåd ind under iskappen og plante det russiske flag. Det viste sig dog senere at være foto-manipulerede billeder fra filmen ”Titanic”, så den holder vist ikke helt. Derfor er kapløbet stadig i fuld gang. Men hvad er planen?! Bor et hul, op med olien, dæk hullet igen, og sælg benzinen med ren samvittighed? Vi ved vist godt, du og jeg kære læser, at den ikke holder en meter. Sammen med en svindende iskappe vil forureningen være dødsstødet for Nordpolen. Og så kommer hajerne. Det kan ikke være i vores fælles interesse…
Jeg sætter punktum med et spørgsmål – hvad blev der af den danske super-opfindelse, brintpillen? Svar udbedes.
I et kort flashback til de glade dage i folkeskolen, hvor ens tøj duftede af skyllemiddel fra Bamseline og det at kysse var ligeså stor en ting som første gang man cyklede uden hjælpe fra hverken forældre eller støttehjul, kom jeg til at tænke på, hvor meget jeg skylder min gamle folkeskolelærer Poul Larsen. En lærer i ordets/jobbets oprindelige forstand med en næsten overmenneskelig evne til at udstå den dommedags-agtige lyd fra 27 unger på speed, E og rygeheroin i fuld gang med at tæve livet ud af fløjter, guitar, trommer og xylophoner i alle størrelser.
Igennem vores skoletid på Pontoppidanskolen i Broby lærte han mine venner og mig at elske og, i vores egen overbevisning, virkelig forstå kernen i det at spille og lave musik - hvilket i hans, og derfor også vores, overbevisning var lig med The Beatles, The Rolling Stones, The Who, Bruce Springsteen og i de senere år af folkeskolen det danske pop/softrock band catchy omkvæd extrardinaire Big Fat Snake.
Det leder mig tilbage til min oprindelige tanke. Mig og min gamle ven fra way back when, Ulrik Aagaard, bandt en knude på sløjfen forrige sommer og gik i gang med at skrive, indspille og redigere nogle sange vi havde flækket sammen under bandnavnet Amadant Lee. Da vi i horisonten havde spottet vigtigheden af det for os nyligt opståede fænomen, web 2.0, lancerede vi en Myspace side. På siden ligger vores musik klar til download eller via af vores online musikbutik, Amadant Lee Online Musicstore (ALOM), vi har 933 venner, 7000 mennesker har hørt vores musik, og vi har fået en masse fantastiske reaktioner på det vi har siddet og brygget sammen. Alt i alt kunne vi ikke være gladere.
Tag fem minutter ud af din sikkert travle kalender og klik forbi på det nedenstående link. Skru op for dine højtalere, sæt dig godt til rette, og se eller hør om du kan spotte nogle af Poul Larsens og xylophon infernoets tidlige indflydelse…
Weekenden har været præget af et udsvævende liv iført alkoholprocenter i de øvre grænser af det fysisk mulige. Eksperimenterne har stået på først i Århus og dernæst i Odenses natteliv.
Søndag aften kom jeg hjem med en dundrende hovedpine og med en mave, der efter en gang repulsion af de før nævnte alkoprocenter, var ganske tom fra Odense. I et splitsekund af naiv tiltro til mit køleskabs indenhold åbnede jeg det store køleskab i jumbo XXXL klassen for dernæst at blive grinet lige op i ansigtet af en gennemtør daggammel hollandsk emmenthaler - nedtur!
I ren og skær desperation og jammer fra maveregionen rev jeg døren til fryseren op, rodede febrilsk mellem frosne ærter, grønsagsblanding og æbleskiver fra forrige jul - og der, godt gemt under noget ubestemmeligt i en frostpose, lå et lille spædt hvidløgsbrød. 1,2,3 - ovnen op på 220 grader, varmluft, brød ind i de lune omgivelser. 12 minutter senere og der stod det dampende vidunder og duftede herligt. For ligesom at peppe det visuelt triste udtryk op, arrangerede jeg et par let gullige ruccola blade fra bunden af grøntsagsskuffen i køleskabet på tallerknen. Den rent smagsmæssige oplevelse var hurtigt overstået, og mætningsprocenten var heller ikke imponerende. Men nuvel - det gjorde, hvad det skulle og jeg blev tilpas, hvidløgssmør fedtet og mæt.
Nu vil jeg købe hvidløgsbrød i Føtex og gemme og glemme dem strategisk i fryseren til en anden god og tømmermændshærget søndag aften. Et tip fra mig til dig!
Til jer der tjekker bloggen i ny og næ, kan jeg kun sige: “Undskyld”! Jeg har simpelthen været fire tusinde steder - i mit hoved og rent fysisk. Det er blevet omformet til en forsømmelse af min ellers forholdsvis flittigt brugte blog. Nu vender vi tilbage til ti-finger systemet og den normale skriveflittighed!
Det er blevet torsdag nat og for et par dage er Heibergsgade i Århus skiftet ud med Istedgade i København.
To etager under mig glider trafikken stadig - en skyndsom blanding af taxaer og en del BMW 323i’er med brede fælge og buldrende anlæg. Larmen fra bilerne blander sig med et tilfældigt råb i ny og næ. Det er på en måde meget befriende, at Istedgade og Vesterbro, til trods for en kraftig ansigtsløftning igennem de sidste år, stadig lever som den altid har gjort - om natten. Hurra for det!
Et lille uddrag af en dialog på grænsen til monolog, som jeg hørte i aftes i Skydebanegade mellem en lettere alkoholiseret mand og en parkeret motorcykel:
Fuld mand med trækvogn: “Så kommer du kørende på din motorcykel og larmer. Møg bølle!”
Motorcykel: (intet svar)
Fuld mand med trækvogn: “Møg bølle med benzin!”
Motorcykel: (intet svar)
Fuld mand med trækvogn: “Du larmer så tænderne rasler”
Motorcykel: (knirker)
Fuld mand med trækvogn: …
Motorcykel: (intet svar)
Fuld mand med trækvogn: “Nu skrider jeg, så må du ha’ det så godt”
Det er enkelt og smukt and pure good stuff.
Overskriften til dette blogindlæg hedder: “Forsømmelse og frustration”. Forsømmelsen har vi været omkring - tjek! Frustration er en helt anden og på mange måder mere vidtrækkende satan. Udover at være en del af overskriftens ordrim, så er det også en del af der, hvor jeg befinder mig lige nu.
Udgangspunktet er et luksusproblem. I og med “Nathan (uden titel)” kun spiller man., tirs., og fredag, så er jeg efterladt med en ordentlig portion fritid, som jeg forvalter efter bedste evne (jeg er et dedikeret b-menneske, så du ehmm du ved, hvad det indebærer ikk’?!). I de vågne minutter af min fritid, så kan tiden udnyttes til at gøre foreløbig status på karriere, livet + alt det midt i mellem. En helt igennem sund og nødvendig beskæftigelse efter uoverskuelig lang tid med sømmet i bund og vind i håret.
Det skal ikke være nogen hemmelighed i denne blog, at efter min medvirken i Krøniken har jeg fået blod på tanden i forhold til at arbejde mere med TV og film. 98,7 procent af det arbejde foregår i København. Det er i og for sig fint nok. Jeg har ingen problemer med de tre timer i toget. Min metier er at være skuespiller, og hvis det betyder, at jeg skal sidde tre timer i et tog for at udføre mit arbejde, så er det helt okay med mig. Det er med andre ord mit problem, at jeg har bosat mig i Århus og arbejder på byens teater - ikke filmselskabernes. Når det så er sagt, så er jeg samtidig bevidst om, at den del af skuespillerfaget som hedder “networking” ikke foregår i Århus, men over en håndlunken bajer på Andy’s på Gothersgade kl. 5.30 onsdag morgen. Der sorterer jeg helt naturligt mig selv fra og sådan er det! Det er dog et problem, hvis grundlaget for arbejde i min branche hedder 90/10 i netværksopbygningens favør med kun 10 procent tilbage til talentet.
Jeg er utrolig glad for mit arbejde på Aarhus Teater. Det er virkelig et privilegium at være en del af Aarhus Teaters galoperende succes i øjeblikket. Det er udfordrende og lærerigt. Samtidig er der den evigt nagende ambition om at få koblet de to ting sammen. Det bedste fra teatret med arbejdet i TV og film. Det er der jeg står lige nu - uden noget reelt svar på spørgsmålet om de to ting kan forenes. Deraf frustrationen. Jeg håber, at tågen letter over den næste måneds tid, og at nogle af de skibe, som jeg har sat i søen kommer tilbage med svar på mine spørgsmål.
Indtil da vil jeg gå og hygge mig med min, skal vi kalde det, konstruktive frustration. For som mit mantra siger på repeat: “Tænk i mulighederne frem for begrænsningerne”…
Mange har allerede besunget web 2.0’s (youtube, myspace etc.) snarlige død og udviklingen af internettet til web 3.0 - hvad end det så dækker. Min kære ven, Andreas Weiland, har ligefrem taget fremtiden i egen hånd og lagt beslag på opfindelsen af web 9.0 på hans blog, busto.dk/blog.
Jeg red på bølgen med web 2.0 og nærmere betegnet Myspace. Det gav mit lille musikprojekt, Amadant Lee et tiltrængt nyt pust og i samme åndedrag oprettede jeg også min egen personlige profil: myspace.com/martingreis, men så blev det hele en liiile smule trivielt og tidsrøveren blev glemt for et stykke tid.
Men nu da jeg i øjeblikket er velsignet med kun at spille man., tirs. og fredag aften og samtidig har prøvefri om dagen, har jeg haft tid til at genopdage web 2.0’s herligheder. Nu er jagten på nye friends, comments, messages, blogs, billeder, videoer, adds gået ind igen - og det føles helt igennem dejligt at komme hjem igen til den store tidsrøver - og for gentagelsens skyld - web 2.0!
Er du blevet interesseret? Har du lyst til at finde ud af, hvad jeg fabler om? Hvil du selv add’es, få comments og messages, så klik her og hils på mine datavenner: myspace.com/martingreis.
Selv Bush og Cheney har fattet ideen med hjælp fra K-Fed…
Jyllandsposten smækkede fem stjerner på disken, Aarhus Stiftstidende fulgte trop med ligeledes fem styk og Børsen og Lars Wredstrøm strøede seks stjerner udover herlighederne i Aarhus Domkirke. Nu melder Politiken sig på banen, lidt under gennemsnit med fire stjerner eller hjerter. Læs anmeldelsen i sin fulde længde her: Politiken.dk, hvori undertegnede klummeskriver blandt andet bliver benævnt som værende “hypnotiserende”. Måske et alternativ til skuespilleriet?
