Dilemma!
Fingerspidserne hamrer ned i MacBook Pro’ens hårdtprøvede tastatur, og sveden pibler frem under hatteskyggen, smøgen sidder journalist kækt og danser fastklemt mellem pege- og langefingeren. Smøg nummer fire fra den blå pakke King’s sender røgslør ud i det dunkelt oplyste kontor. Røgen blander sig med jazzen fra DAB radioen og giver mig associationer til en 1950’er film noir.
Eneste mislyd i dette ellers stemningsmættede billede er bunken af udklip fra diverse aviser i den forgangne uge, som hober sig op på skrivebordet. Talløse arktikler med næsten samme ordlyd og slåen på tromme for og imod regeringens nye rygeregler.
En journalist omtaler sit afsluttede storpulsende selvmord og følger altså trop med de omvendte. En anden tager udgangspunkt i civil ulydighed på en københavnsk beværtning, hvor rygeforbudet med klokkeklar retorik bliver hilst hen, hvor pebret gror.
Vinderen af dysten er dog overskriften med den fængende ordlyd: ”Det stinker af prut”. Intervieweren er taget til Irland og har interviewet menig mand om livet efter regeringens indgriben i tobaksforbruget.
En af de mere positive historier kredser om begrebet smirting, som er en afart af en af brug-og-smid-væk samfundets mange spændende afkast, speeddating. Smirting går i al sin enkelhed ud på, at du med lighter i hånd opstøver medrygere udenfor pubben, diskoteket, restauranten, eller hvor du nu befinder dig.
Her må vi lige fæstne fokus ved lighteren. Det går altså ikke at hive sin enganglighter eller noget andet billigt bras frem. Den skal være sølv-, guld- eller platinbelagt, gerne med lidt glitter-sten. Havde sådan en lighter nu været tiltænkt lavprofilsfælge, så ville det helt sikkert også have været budt velkomment.
Med en kæk bevægelse gælder det så om at hive lighteren op af lommen med galant selvfølgelighed, og, mens den udkårne i løbet af otte-ti minutter får pulset sin cigaret færdig, have opnået en plads på balkortet og et ekstra telefonnummer på mobilens SIM-kort.
Se, det, synes jeg, er et genialt afkast af rygepolitkken. Der sidder nok ensomme mennesker derude i velfærdsdanmark til, at enhver given lejlighed for det der ubestemmelige øjeblik af tiltrækning og sommerfugle i maven skal have de allerbedste muligheder.
Det negative afkast af dette rygeforbud er dog knap så flatterende som kærlighedens tilfældige titten frem under otte minutters smirting. Nemlig den nu fremadstormende tydliggørelse af kroppens forskelligartede duftnuancer.
Vi mennesker sveder, bøvser, prutter ligeså meget vi kan komme afsted med det. Det er en del af det at holde maskineriet i gang og alt det der. Desværre har det jo den grimme sidegevinst, at det lugter.
Her er det irske broderfolk vågnet op til noget af en overraskelse: Uden røgens camouflering stinker der af prut! Det er så her, man begynder at tænke sig rigtig godt om. Og vi mennesker er jo som bekendt voldsomt kreative. Derfor er der allerede nu idéer fremme om wunderbaum-inspirerede installationer, som kan afhælpe lugten.
Men her ramler vi så lige lugt ind i et andet problem. Wunderbaum eller andre fremstillere af syntetiske dufte har vist aldrig fået svanemærket eller det kære danske øko ø. Derfor må man vel spørge sig selv om, om vi ikke står over for et helt nyt dillemma – dø af letsværtede lunger og dertilhørende følgesygdomme eller vælge den alternative billet med eksem, astma og andre hyggelige sidebeskæftigelser.
Jeg tror, jeg vender tilbage til King’s pakkens femte smøg, men som et forsøg vil jeg tage sko på og drøne de fem etager ned på gaden og tænde den med en skinnende blankpoleret Zippo lighter. Hvem ved? Måske smirting også gør sig gældende på en tilfældig mandag aften i sensommerdanmark?
Martin Greis