Vi står ude foran Café Hack ved Aarhus Teater. Her har Martin Greis foreslået at mødes, men caféen åbner først om et par timer, så det bliver der vist ikke noget af.
 - Skal vi køre en tur i min bil i stedet for, spørger han.

Det takker selv en beskeden bilentusiast som avisens udsendte ikke nej til, når nu bilen er en gammel sag uden tag, og solen skinner på fuldt blus over Århus.

Vi suser ned ad Strandvejen med kurs
mod Moesgaard Museum. Det er en sjov fornemmelse at sidde her og se, hvordan de forbipasserende bilister kigger langt og nysgerrigt efter os.

For Martin er det helt naturligt. Ikke bare nu, men også til daglig.

Som professionel skuespiller på Aarhus Teater er han vant til at blive både set og hørt, og han har elsket det, siden han som 10-årig stiftede bekendtskab med de skrå brædder første gang.
 
De dejlige piger
- Jeg var flyttet til Odense sammen med min familie og var på ud ad en forkert vej. Jeg hang ud med nogle forkerte typer, men min mor fik sparket til mig, da hun en dag så en annonce i Fyens Stiftstidende, hvor de søgte unge skuespillere til H.C. Andersen Festspillene i Den Fynske Landsby, fortæller Martin.

Moderen sendte sin søn af sted til optagelsesprøve. Det blev en succes.
 De blå øjne og de lyse lokker fangede instruktøren, der kvitterede med en rolle i stykket, og de næste seks år var Martin med i festspillene hver sommer.

- Jeg elskede det. Ikke bare dét at stå på scenen, men også alt det sociale omkring at være med. Alle festerne, de dejlige piger… Sådan noget begynder man jo også at tænke på, når man er i den alder, siger Martin og smiler.
 
Kaffe til Bornedal
Der gemmer sig stadig en rigtig dreng inde i den 25-årig eksilfynbo, men skuespillermæssigt er han mere moden og erfaren end mange af sine jævnaldrende kolleger.

Som 14-årig arbejdede han lige så meget som en fuldtids skuespiller med fire forestillinger om året, og som 16-årig droppede han ud af gymnasiet for helt at hellige sig skuespillet. For som han siger:  
- Jeg vidste jo godt inderst inde, hvad det var, jeg ville, så jeg kunne ikke retfærdiggøre over for mig selv, at jeg sad der.

Martin begyndte i stedet på en privat teaterskole i Odense, og et år efter fik han praktikplads som "hentekaffemedhjælper" på Østre Gasværk.

- De første 14 dage slæbte jeg sandsække og lavede en masse praktisk arbejde, som ikke havde meget med skuespil at gøre.

- Men til sidst endte jeg som assistent for Ole Bornedal og sad med til teaterprøverne og spillede stand-in-roller, hvis der manglede en skuespiller.

- Jeg fik virkelig lov at opleve, hvordan nogle af landets dygtigste skuespillere arbejdede. Iben Hjejle, Lars Brygmann...

- Jeg gik bare og sugede til mig, husker Martin med slet skjult begejstring i stemmen.
 
Optaget som 18-årig
Den ivrige knægt pendlede dagligt mellem Odense og København, samtidig med at han tog timer i skuespil hos Niels Anders Thorn, som nogle måske vil huske fra film som "Drengene fra Sankt Petri" og "Blinkende Lygter".

De mange timer i selskab med dygtige fagfolk gav pote: Som 18-årig var Martin blandt de otte ud af 900 ansøgere, der kom ind på skuespillerskolen i København. En bedrift, som er kun de færreste skuespillerspirer forundt.
Men i de fire år, Martin gik på skolen, mærkede han ikke, at han var én af de yngste.

- Jeg følte mig faktisk aldrig som den lille.

- Ingen tvivl om at jeg var meget ung i forhold til de andre studerende, men der blev stillet de samme krav til mig. Det var bare dåbsattesten, der var anderledes, fordi jeg var kommet ind på skolen i så tidlig en alder.

Han virker ikke pralende, som han sidder og opridser sin baggrund. Nok er han bevidst om sit talent, men han fastslår flere gange, hvor privilegeret han føler sig over, at tingene er lykkedes så hurtigt for ham.

- Arbejdsformidlingen er jo virkeligheden for mange nyuddannede skuespillere. Det har jeg ikke prøvet endnu, så jeg er enormt taknemmelig for, hvor godt det er gået mig, siger Martin og snupper sig et vue ud over vandet.

Vi har parkeret den røde sportsvogn ved Ajstrup Strand og har sat os ved strandkanten for at fortsætte samtalen.

- Her er helt enormt smukt, udbryder Martin.
Det kan man kun give ham ret i. Det er en af den slags forårsdage, hvor ikke kun solen, men også lykken lader til at smile til én. Og mens vi sidder her, kan Martin heller ikke skjule, at han er ganske godt tilfreds med tilværelsen.

- God karma ud, giver god karma ind, plejer jeg at sige. Det lyder lidt lommefilosofisk, men hvis man forsøger at se positivt på tingene, får man som regel også noget positivt igen. Det forsøger jeg i hvert fald at leve efter.
 
Snart folkekær?
Man kan passende forestille sig, at det er den indstilling, som har givet ham en hovedrolle i "Krøniken".

Efter et større udskillelsesløb blev Martin valgt til rollen som den voksne udgave af Henrik, det fjernsynsglade barnebarn af fabriksdirektør Kaj Holger (Waage Sandø), som ser sin arvtager i den unge, ivrige knægt.  

Rollen har med Martins egne ord givet ham "sindssygt travlt". De seneste måneder har han pendlet mellem Århus og TV-byen i København for at klare både optagelserne til serien og de faste forestillinger på Aarhus Teater.  

Den travle Greis kan efter to år på Aarhus Teater øjne sit folkelige gennembrud, når de sidste afsnit af "Krøniken" ruller henover tv-skærmene til jul. Men hvordan har han det egentlig med -  hvis alt går vel - at blive kendt for en serie, som stort set alle danskere kender?

- Det er lidt et limbo for mig lige nu. Jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske, men det er da spændende at afvente, hvad min præstation i den serie kan generere, siger Martin, som ikke er nervøs for at blive kendt. Men samtidig har han heller ikke lyst til, at familien, kæresten og vennerne skal blandes for meget ind i det.

- Jeg kan huske et interview med Niels Hausgaard, hvor han blev spurgt, hvorfor man aldrig så hans familie i medierne. Han svarede: Dem, jeg holder af, skal ikke blandes ind i, at jeg har et sygt behov for at blive set.

- Det er jeg enig i. At være kendt er en del af jobbeskrivelsen som skuespiller. Enhver skuespiller ville lyve, hvis de sagde, at de ikke havde en lille smule ekshibitionist i sig. Men det skal ikke gå udover ens nærmeste, siger Martin.
 Han funderer lidt mere over begreberne berømmelse og folkelighed:
 - Som skuespiller er det helt klart vigtigt, at man har et navn, og jeg forstår ikke de skuespillere, som er bange for at blive folkelige. Hvis man er folkelig, er det jo også lettere for én at få et job.
 Så enkelt er det, og Krøniken kan meget vel blive Martins adgangskort til både anerkendelse og genkendelse. Ikke kun hos de almindelige danskere, men også i skuespillerkredse.
 - Det er ingen hemmelighed, at det er enormt vigtigt at kunne fremvise et godt cv, hvis man gerne vil frem og have gode jobs som skuespiller. Og der er Krøniken selvfølgelig rigtig godt at skrive på, siger Martin.
 Og så er han faktisk selv vild med serien.
 - Jeg synes, den er skidego'. Når DR virkelig spiller med musklerne, er der ikke mange, der kan hamle op med dem.

"Krøniken" samler jo folk i alle aldre.

Desværre har han fået strenge ordrer på ikke at afsløre, hvad der kommer til at ske med Ida, Palle, Kaj Holger, og hvad de nu alle sammen hedder i den folkekære serie.
 
Hjem til Århus
Om kort tid er indspilningerne til de sidste afsnit i sagaen overståede, og så venter der på Aarhus Teater atter en hverdag, som Martin ikke vil være foruden. Han har netop underskrevet en kontrakt, som binder ham til teatret frem til 2007, og han elsker livet i Århus.
- Århus er sådan en god blanding af overskueligheden i Odense og mulighederne i København. Jeg blev ansat her, da jeg var færdig på skuespillerskolen. Det fik mig ned på jorden igen efter fire år i København, hvor man godt kan miste jordforbindelsen nogle gange.  

Og han virker jordnær, Martin Greis. Om det skyldes de tidlige barndomsår i landsbyen Brobyværk på Fyn, som han selv kalder et "mikrokosmos", eller en uimponeret indstilling til tingene, der ifølge ham selv var årsagen til, at han kom ind på skuespillerskolen, skal være usagt.

Men Martin Greis er trods sin succes som skuespiller indstillet på, at den opadgående karrierekurve på et tidspunkt hører op.

- Og så vil jeg ikke ende med at sidde passivt derhjemme og vente på, at der er nogen, der ringer til mig for at tilbyde mig en rolle.

- For jeg er ikke typen, der sidder med hænderne i skødet. Men jeg kan trods alt heller ikke se mig selv i en gaffeltruck.


Tilbage